Gud, min "usynelige" ven

Hej folkens!

Jeg fik til opgave for noget tid siden at lave et indlæg, der handlede om Gud og mig.
Jeg er sammentidig en røv med ører(det er det værste man kan være, i min familie) til at tage mig sammen, og derfor kommer indlægget først nu...

Jeg er opvokset i en kristen familie, slæbt med i Odder Frimenighed indtil jeg startede i ca. 8, derefter stoppede jeg så fordi jeg syntes det var mega kedeligt. Jeg, som nogle andre, har også haft nogle perioder i mit liv, hvor det med at tro på Gud og Jesus, har været en stor udfordring for mig. Min tro var rigtig meget min forældres tro da jeg var mindre, da jeg så stoppede i 8. klasse faldt jeg lidt fra troen, men har genvundet den sidste år på Rudehøj, hvilket er fantastisk!!
Jeg har været med på Sommer Oase så længe jeg kan huske, hvor jeg har haft det rigtig hyggeligt i camping vogn med min meget gode ven, som jeg også lærte at kende der.
Jeg er en af de mennesker som elsker, gentager ELSKER, lovsang det er nok det mest fantastiske, og min yndlings måde at udtrykke mig på for Gud. Jeg tror det var alt for nu, håber i nyder tiden der ellers flyver afsted.

Her burde jeg nok finde en eller anden form for "catch phrase", som jeg kunne afslutte hvert indlæg med, men jeg er igen en røv med ører, og idé-løs. Hvis i har nogle forslag så læg en kommentar (forventer ingen svar).

- Lukas